Sommer's Automobile Museum

Museets samling

Ole Sommer søsatte helt tilbage i 1959 sin drøm om at skabe et automobil museum med købet af sin første historiske bil. I den efterfølgende årrække blev de første biler udlånt til forskellige danske museer. I 1980 blev de samlet over bilforretningen i Nærum. I 2004 flyttede Sommer's Automobile Museum ind i den nybyggede 3-etages, ideelle museums bygning, Nærum Hovedgade 3.

Historiske biler med en venerabel fortid danner fundamentet for Sommer's Automobile Museum. De originale veteran- og vintage køretøjer samt bil-, fly- og skibsmotorer kan beundres i de store lyse lokaler. Desuden er der udstillet et par tusinde modelbiler.

Siden museets etablering har Ole Sommer med passion samlet en sand overdådighed af interessant mekanik og bilhistorie under et tag - med internationalt renommé. Museets samling er eventyrligt vidtfavnende, med de sjældne legendariske '24 Heures du Mans Jaguar racersportsvogne som et par af favoritterne.

Museets permanente udstilling omfatter ligeledes et film- og billedarkiv, løse effekter samt detaljer på køretøjerne der anskueliggør udviklingen frem mod nutidens løsninger mht. design og teknologi. Den permanente udstilling suppleres et par gange om året med en særudstilling, der markerer enkelte fabrikater eller vigtige begivenheder. Se nærmere herom på hjemmesiden under Særudstillinger.

En kort beskrivelse med historiske hovedtræk - både for den pågældende type køretøj og specifikt for det udstillede eksemplar - er anført sammen med køretøjets hoveddata. Til flere af bilerne knytter der sig i øvrigt også små anekdoter, ikke alene om bilen, men også om hvorledes Sommer's Automobile Museum kom i besiddelse af den.

Der skyldes i denne forbindelse en særlig tak til spændende personer i ind- og udland - hvor iblandt tælles flere gode venner. Flere har hjulpet med at finde bilerne og enkelte har ladet sig overtale til at overdrage køretøjet til museet. En frivillig gruppe af sagkyndige kustoder hjælper ligeledes med at holde museet åbent for publikum - året rundt.

Velkommen til et spændende besøg på Sommer's Automobile Museum.

28-nov-2017