Sommer's Automobile Museum Sommer's Automobile Museum

Ole Sommer

Ole Sommer's forældre boede over hans bedstefars Ford-forretning 'SIMO' på Frederiksberg, så der kom smøreolie på de første bleer da hans liv startede i bilverdenen.

Fra 1949 til 1951 var han i England, bl.a. som elev på Jaguar fabrikken, og resultatet blev 'Certificate of Competence' som værktøjsmager. Fra 1951 læste han på Polyteknisk Læreanstalt, og blev i 1956 civilingeniør med eksamensprojekt i forbrændingsmotorer. På grund af faderens pludselige død blev Ole Sommer allerede i 1952 chef for familievirksomheden E. Sommer, der importerede biler, bl.a. Jaguar, og i 1957 startede han en separat Volvo forhandling, O. Sommer, der med årene blev Danmarks største.

Ole Sommer kastede sig også over andre aktiviteter, såsom import af skibsmotorer fra England, Frankrig og Spanien samt fabrikation og eksport af vendbare propeller til store fiskekuttere. En fabrik for optimistjoller kom også til. Der byggede man tre tusinde joller årligt.

I kraft af fremragende medarbejdere holdt Ole Sommer disse virksomheder i god gænge i mange år. En voksende samling af museumsbiler fandt plads i hovedsædet i Nærum, og der blev tid til deltagelse i udenlandske veteranbil-rallies i fjerne lande. Desuden 3 gange ansvarlig for Copenhagen Classic Car Cup - to gange med historiske bilvæddeløb foran Christiansborg og tredje gang på Holmen.

Gradvis blev virksomhederne afhændet, senest forhandlingen af Volvo lastvogne og busser, og fra 2004 har Ole Sommer koncentreret sig om Sommer's Automobile Museum, placeret i en nyopført bygning i Nærum.

Sejlsport har også præget livet med spændende destinationer, herunder den første danske båd rundt om Rügen lige før muren faldt, og første danske båd rundt om de estiske øer efter 2. verdenskrig.

Et lykkeligt ægteskab siden 1960 med en schweizisk hustru plus 4 børn og 11 børnebørn danner basis for et fortsat virke som aktiv museumsbestyrer og automobilhstoriker.


Ole Sommer gjorde sig bemærket som Dansk bilfabrikant; i 1970'erne med 7 eksemplarer af 'bindingsværksbilen' JOKER, senere i 1980'erne med 20 stk. af sportsvognen OScar, og gennem 30 år ved bygning af en række specielle lufthavns crashtendere. Dette - og meget andet - er beskrevet i Claus Frausings bog 'Samtaler med Ole Sommer - om biler, mennesker og olie i håret'. Bogen er udgivet på forlaget Motorploven og kan blandt andet købes på museet i åbningstiden.

28-mar-2013